Henrik Bang-Møller

FÆLLESSKABETS SVAGHED OG STYRKE

Der er sikkert en bestemt grund til, at nytårsforsætter afgives på et tidspunkt og for nogle ydermere i en tilstand, hvor de dagen derpå ikke længere kan erindres eller efterkommes. Det er bl.a. også derfor, man ikke skal afgive et løfte om ægteskab, når man er forelsket. I forelskelsen vil man love hvad som helst!

Så det er nok bedst, vi i disse situationer forbliver i de gode intentioner, uden at blive alt for konkrete. Det er derfor også præcist i dén uforpligtende genre, henholdsvis dronningens og statsministerens nytårstale holdes. I almindelige, generelle vendinger. Som en skåltale ved en familiefest. Og hurra for dem! De har bestemt også deres berettigelse.

Alligevel røber de reaktioner, der navnlig har mødt hendes majestæt dronningens nytårstale, at vi har en dronning af et bemærkelsesværdigt kaliber. Ganske vist har hun ikke nogen formel magt, skal være upolitisk og ideologisk neutral. Men det formår dronningen at håndtere yderst elegant. Og det endda på trods af, at hun flere gange snublede i sætningerne og derfor virkede usikker. Det forstærker blot budskabet i det, hun fik sagt.

I Jyllands-Posten kunne man således læse op til flere vrede reaktioner på dronningens nytårstale. Navnlig mod de bemærkninger, hun kom med, angående viljen til at tage personligt ansvar selv, skifte fag og om nødvendigt bopæl, hvis det forøgede ens chancer for at få arbejde. Og selvom man ikke behøver være hverken professor i statsforvaltning eller spindoktor for at kunne regne ud, at akkurat disse tema’er nok i forvejen er blevet drøftet med statsministeriet, så skal der et vist personligt format til at sætte dem i ord. Især i dén position, som dronningen indtager i vores samfund.

F.eks. er dronningen ikke på valg. Måske er det først og fremmest fra denne og lignende institutioner, vi skal høre de folkeligt set mest upopulære sandheder i den alvorlige krise, vi befinder os i lige nu? Politikerne snakker os alligevel bare efter munden og har gennem årtier talt krævementaliteten op i et urealistisk og skæbnesvangert højt niveau.

Dronningens formaninger aktualiserer derved et langt alvorligere spørgsmål om, i hvilket omfang en hvilken som helst regering kan træffe nødvendige og ubehagelige beslutninger på et demokratisk, folkeligt mandat, når nu der blandt os som vælgerbefolkning er så massive interesser investeret i, at alting i velfærdsstatens tryghedssamfund vedbliver med at være, som det altid har været.

Konservatisme og magelighed har på dén facon altid fulgtes ad.

Derfor er der også betydelig fornuft i, at såvel dronningen som statsministeren appellerer til fællesskabet og sammenholdet i befolkningen. Krisetider er som skabte til at bringe mennesker sammen, selvom ingen naturligvis har bestilt dem af dén grund.

Penge og akkumulation af bras og tom, indholdsløs underholdning ikke er det væsentligste parameter for et godt liv. De er selv et alvorligt krisetegn. Det styrker et fællesskab at stå sammen, ligesom mennesker ofte overhovedet finder sammen, når krisen på den ene eller den anden måde kradser. Vi kunne jo kalde det – et samfund! Mens umådeholdne opgangstider har det med at formøble sig i svækkelse af fællesskabet. Både det store og det lille fællesskab.

Til disse fællesskaber kan vi godt afgive stilfærdige og troværdige løfter.

Godt nytår!

Tags: ansvar, fællesskab, krise, løfter, modgangstider, nytår, nytårstale, skåltaler

Gemt i Kommentarer | Ingen kommentarer »

’LAD JULESORGEN SLUKKES!’

Hvor mange af os, der har mistet, vil ikke i den kommende juletid for alvor blive mindet om ham eller hende, som ikke er der længere?! Når vi i juletiden og ved andre enten personlige eller kirkelige højtider virkelig rykker sammen om hinanden i fællesskab og samhørighed, virker den fraværende bemærkelsesværdigt nærværende.

Måske er det også dét, salmedigteren Grundtvig tænker på, når han i en julesalme beder til Gud:

’Vor Fader i Himlen! lad det ske,

lad julesorgen slukkes!’

(DDS nr.: 99 v 8).

Dén bøn forstår de færreste børn af gode grunde. Selvom den akkurat på én måde indtager netop barnets position over for Gud. Ligesom al bøn i grunden.

Hver og én af os, der har mistet, vil kunne berette om meget mættede øjeblikke af stor betydning fra den tid, vi tilbragte med en dødende slægtning eller ven. Eller vil med helt andre øjne se tilbage på den sidste tid, vi tilbragte med ham eller hende, som pludselig og uventet gik hen og døde fra os.

Øjeblikke af tidsløs betydning. Minutter og sekunder af års vægt. Et samliv af så kolossalt et omfang, at det kunne række til et helt liv.

Det er også derfor, den sidste tid sammen med den døende eller med den, der end ikke vidste, han eller hun skulle dø snart – at denne sidste tid hos mange pårørende fylder så uforholdsmæssigt meget i tiden lige efter dødsfaldet. Det kan være svært at se igennem den.

Men langsomt formår de fleste alligevel at bane sig en vej gennem den sidste tids fortættede samliv og smerte og får derved atter øje på det liv, som ikke på dén måde bar præg af sygdom og dødens nært forestående indbrud i livet. Om ikke før, så når man i samtale med præsten skal fortælle om afdødes liv.

Døden er os i mod. Og alle vore besværgelser i dén anledning forbliver tomme slag i luften og kan af og til få desperationens karakter. Vi kan ikke besnakke døden for på den måde at tage tænderne ud af den. I kampen mod døden taber vi alle sammen før eller siden. – Helst siden!

Alligevel kan vi godt lære noget af døden og dens vished. Også selvom den rammer os og vore kære pludseligt og uforberedt.

Vi kan, som mennesker i alle kulturer altid har gjort, lære at bruge den afmålte tid, vi er her på jorden, samvittighedsfuldt og med omtanke. Ikke mindst i forhold til hinanden og dem, vi særligt er knyttet til. Vi kan lære at gøre os fri af bitterhed og smålighed. Vi kan lære at tilgive og træffe vigtige beslutninger, som gør det forbi med gammelt nag.

Vi kan målrettet sætte vore kræfter ind på at værne om det liv, vi deler med hinanden, så fællesskabet og samhørigheden kan flyde friere og mere tvangsfrit. Vi kan åbne livskanalerne i en slags trods mod dødens magt, så længe kræfterne rækker, og vi har en rolle at spille for familie- og fællesliv. Vi kan dagligt indøve os i modtagelighed over for livet og for hinanden.

Vi kan værne om tilliden og åbenheden over for hinanden, så dødens tabu bliver brudt – også mens vi ikke akut trues af den. For på dén måde kan vi tage nogle af de skarpeste tænder ud af dødens gab, så den ikke skjult får lov til at paralysere vores liv.

Døden kan lære os at blive taknemmelige for det liv, vi har. Og for dem, vi skal leve livet sammen med. Også når vi har mistet dem, vi for alvor holdt af.

Tags: at miste, død, Jul, liv, nærhed, pårørende, savn, sorg, tab, taknemmelighed, tillid

Gemt i Kommentarer | Ingen kommentarer »

HOMOSEKSUELLE – mellem ligestilling og ensretning

Det er lige før, man kunne få den mistanke, at der findes én livsanskuelse for politikere og deres system – og en anden uden for det politiske system. Årsagen er sikkert den, at politikere i dag har meget ringe erfaringer fra et liv ude i civilsamfundet og ganske enkelt er nærmest besat af idéer. Politik drives i et lukket system med sine egne indbyggede lovmæssigheder og ikke mindst bagbundet af en intimiderende stat, der slet ikke kender sine egne begrænsninger.

Disse forhold bekræftes af den politiske indblanding i folkekirkens indre anliggende i forbindelse med et vielsesritual for homoseksuelle. Her tvinger en abstrakt og totalitær politisk lighedsforestilling os alle sammen ind i en tåbelig ensretning af mennesker. Derfor skal mennesker, uanset forskelligheder, passe ind i samme uniforme skabelon af politisk fantasiløshed, fordi angsten for at forskelsbehandle besynderligt nok gør politikere blinde for individer.

Der findes områder af menneskelivet, som politikere derfor skal holde deres små, nævenyttige pilfingre fra. Fordi de åbenbart kun kan operere med grupper, klasser, samfundslag og sammenslutninger. Men simpelthen taber fatningen og går fra koncepterne, når menneskers indbyrdes forskellighed gør enhver politisk systematisering og uniformering umulig og anmassende. Der er ofte tale om et regelret overgreb på virkeligheden.

For der er altså forskel på os mennesker. Og selvom fristelsen for en politiker er stor, fordi vi har stillet en kolossal velfærdsstat til rådighed for ham og navnlig hende, så kan de altså ikke blot med ord og begreber fra deres maniske ligestillingsunivers besværge alle forskelligheder ved eksempelvis at ophæve forskellen mellem homo- og heteroseksuelle. Hvem tror de egentlig, de er? Vorherre!?

Ægteskabet har en lang historie bag sig som rammen om det familiestiftende forhold mellem mand og kvinde, tilvejebragt gennem et højtideligt afgivet løfte for både Gud og mennesker. Man behøver ikke blive gift i kirken. Men man kan også gøre det på rådhuset. Det bestemmer man Gud ske lov selv.

Selvom jeg ikke ynder at foretage nogen form for introspektion af folks sjæle- og følelsesliv, så forholder det sig med kærligheden mellem to af samme køn ikke spor anderledes end mellem to af forskelligt køn. Men det er ikke et ægteskab. Det er en anden slags partnerskab end ægteskabet, som er mellem mand og kvinde. Men det er ikke ringere eller mindre værdigt, og jeg tror ikke på, Gud skulle se anderledes på det løfte om evig troskab, som to af samme køn lover hinanden, med udgangspunkt i den kærlighed og barmhjertighed, som forkyndes uden forskel i evangeliet om den korsfæstede og opstandne Kristus.

Hvad man så skal kalde forholdet mellem to af samme køn, véd jeg ikke. Livsfælle har nogen foreslået. Udmærket!

For ganske vist er der i det kristne evangelium ingen forskel på mand og kvinde, når det handler om frelsen og det evige liv. Den såkaldte frelsesorden står øverst og overtrumfer som sådan skabelsesordenen. Men frelsesordenen ophæver ikke skabelsesordenen og dermed forskellen mellem først mand og kvinde, men dernæst også mellem homoseksuelle og heteroseksuelle.

Gud har plads til vores forskelligheder. Det er bare politikerne, der ikke har det?!

Tags: ensretning, evangeliet, forskelligheder, frelsesorden, homoseksuelle, kirke, ligestilling, lighed, mand og kvinde, parforhold, politik, skabelsesorden, velfærdsstat, ægteskab

Gemt i Kommentarer | 10 kommentarer »

ER VI DANSKERE SÅ LYKKELIGE?

Danskerne er verdens lykkeligste folk. Det viser en international undersøgelse nu for anden gang i træk. Så man fristes til at tro, at der er noget om snakken.

Er der det?

Hvis man tøver med at svare ja, behøver det ikke være, fordi man mener, danskerne lyver. Men når det handler om noget så i grunden dybsindigt og eksistentielt som lykke, er der stor forskel på, om man udbreder sig om det i enten telefoniske eller skriftlige opinionsundersøgelser, som på det nærmeste har ramt dette lille land  som en galopperende epidemi. Eller man i nær samtale med en fortrolig naturligt delagtiggør hinanden i, hvordan man har det – hvorvidt man trives – får dagligdagen til at hænge sammen, osv.

Som følge af denne store forskel tillader jeg mig sammen med mange andre at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt man uden videre kan udlede noget for alvor dybtgående om danskernes lykketilstand i en international undersøgelse. I det hele taget kan man stille berettiget spørgsmålstegn ved, hvorvidt ’et folk’, som i den grad insisterer på at være hyper-individualister, som vi gør, overhovedet lader sig diagnosticere som lykkeligt fra et sådant akademisk-ophøjet fugleperspektiv.

Vi er statistisk lykkelige! Det nærmer sig det skinbarlige vanvid og det pureste vrøvl. Og gad vide, både hvem der har interesse i en sådan undersøgelse – og hvilke motiver de har.

Vi bør være meget mistænksomme.

Både undersøgelser såvel som erfaringer fortæller os imidlertid, at lykke blandt andet er nært forbundet med muligheden for at tilrettelægge sit eget liv. At man med andre ord har indflydelse på, hvordan ens liv skal være, så man kan i sit eget liv kan forfølge sine egne drømme og fantasier. Så langt er der rimelighed i, at vi har alieret os med individualismen. For den skal også have sit.

Men bag denne forudsætning gemmer sig en upåagtet og derved lurende fare, som truer vores individuelle lykke. For akkurat ligesom ingen af os lever for os selv, på helt samme måde kan man ved nærmere eftertanke ikke forestille sig, at man således selv kan være umådelig lykkelig, mens ens egne børn, ens ægtefælle, far, mor, familie, venner eller andre, der står én nær, enten lider, har det svært, er ensomme og dybt ulykkelige.

Det ville jo forudsætte et liv med endog særdeles store skyklapper på. Ofte tilmed aggressivt og bittert, fordi man nødvendigvis bliver nødt til at bruge temmelig mange kræfter på at sætte sig til aktiv modværge mod andre menneskers nærgående påtrængenhed og betydning for ens eget liv. Ens egen lykke trues af andres ulykke. Og man kan enten vælge at gøre sit til at afhjælpe den andens ulykke, uanset hvilken skikkelse den har. Eller gøre sig effektivt immun over for den måde, hvorpå et hvilket som helst menneske bliver påvirket af andres modgang.

Man kan lægge et beskyttende lag af hård asfalt rundt om hjertet, så man ganske vist ser andres lidelse og ensomhed, men ikke lader sig afficere af det. I denne tvivlsomme sportsgren har vi ’lykkelige’ danskere efterhånden udviklet en vis færdighed. Således at vores tolerance, som næsten ingen grænser kender, ofte har indgået en skjult alliance med distancen; med den på overfladen høflige diskretion, hvormed vi nødigt blander os i andres liv, fordi de, som bekendt, selv må styre og bestemme over sig selv.

Når vi i disse tider serden ene sag om overgreb mod børn og unge rulle sig ud efter den anden – og både familie, naboer, omgangskreds, venner og myndigheder pludselig står uvidende og måbende tilbage, fordi de intet så, intet fornemmede, intet vidste eller ville vide – så rejser spørgsmålet sig med presserende styrke: mon ikke en og anden har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje? For vi har vel lov til at leve vores eget liv uden andres indblanding. Mennesker har forskellige måder at være lykkelige på. Dét blander vi os ikke i.

Denne vanemæssige distance, som i vidt omfang er muliggjort af den kolossale velfærdsstat, vi som en tung dyne har placeret imellem hinanden, er gået hen og blevet kultur. I et sådant omgang ydermere, at vi ikke længere løfter øjenbryn over det. En kulde og anstrengt livagtighed har lagt sig imellem os, som medvirker stærkt til, at vi hverken har lyst til eller for den sags skyld behøver komme tæt ind på livet af hinanden. Og slet ikke, når vi oplever eller fornemmer, at vi slet ikke er så lykkelige, som vi gerne lader andre få indtryk af.

Vi foretrækker tilsyneladende fredsommelighed fremfor fred. Og der er stor forskel!

Tags: danskere, familie, fællesskab, individualisme, lykke, menneskeliv, tolerance, undersøgelser, vane, venner

Gemt i Kommentarer | Ingen kommentarer »

GADDAFIS DØD – DEMOKRATIETS BRØD?

Af alle perspektiver på historien er samtidshistorien den vanskeligste at skaffe sig et overblik over. Derfor er det også de færreste, der tør vove sig ud i at skrive den.

Historieskrivning er altid en efterrationalisering og kan ikke være neutral. Men skal naturligvis tilstræbe at være det. Historien er en uafsluttet proces med mange og ikke altid lige gennemskuelige aktører. Og for de utålmodige blandt både aktører og iagttagere kan det være fristende at drage en konklusion tidligt i forløbet. Ikke mindst, fordi man derved triumferende kan sige: ’jeg havde ret’.

Det gælder således også tiden efter terrorangrebet i New York i 2001, hvis 10 års dag vi netop har højtideligholdt. Og som dengang samtidig blev startskuddet for den krig mod terror, som begyndte med besættelsen af hhv. Afghanistan den 7. okt. 2001 og med invasionen af Irak den 20. marts 2003.

Disse krige er ikke afsluttet endnu, men er forhåbentlig så småt på vej til det. Og det kan være vanskeligt at sige noget definitivt om, hvad udfaldet på længere sigt bliver for kampen mod terror. Og dermed for en fredeligere og mere fri og demokratisk verden.

Med Gadaffis død (den 20. okt.) føjes endnu et opløftende kapitel til historien om det såkaldte arabiske forår. Og hvis man sammenholder hans død med Iraks diktator Saddam Hussains og Al Qaida-leder Osama bin Ladens død, kan man ikke undlade forsigtigt at se lidt mere optimistisk på én af de begrundelser, som den amerikanske præsidentadministration bag kulisserne dengang angav for at styrte Saddams Hussains regime i Irak:

At afsættelsen af Irak og indførelsen af demokrati kunne afstedkomme en dominoeffekt, der ville få demokratiet til at brede sig i hele Mellemøsten?!

Rigtig mange modstandere af denne beslutning har ikke siden dengang forsømt en lejlighed til at fordømme besættelsen af Irak. Bl.a. fordi den skete uden et FN-mandat. Men også fordi de civile tabstal bare steg og steg som følge af den fortsatte terrorvirksomhed, som både gamle Saddam-støtter, klan-ledere og religiøse mørkemænd målrettet udførte for at destabilisere det skrøbelige demokrati. Og sandsynligvis fik støtte dertil af det islamistiske præstediktatur i Iran.

Selvom det er alt for tidligt at spå om fremtiden i både Libyen, Ægypten, Tunesien, Libyen, Syrien, Palæstina og andre steder, så er der med udgangspunkt i de folkelige protester mod Mellemøstens diktatorer alligevel grund til at se en smule lysere på fremtiden i regionen, end nogle af alle de professionelle pessimister nogenlunde unisont istemte kort tid efter invasionen af Irak og har gentaget bevidstløst siden.

To ting skal man være opmærksom på, når man fra etablerede demokratier involverer sig militært i en konflikt, som trækker lange og ubehagelige tråde op til os i det fredelige Europa: det har kolossale både menneskelige og økonomiske omkostninger. Og det kræver tålmodighed.

Og selvom krigen mod terror ikke har noget i direkte forstand sammenligneligt fortilfælde i historien, så viser historien nu alligevel, at beslutsomme demokratier må være villige til at yde store ofte, for at skabe grundlag for både vores egen og andres frihed og demokrati.

Historien er stadig i færd med at skrive sig selv. Men der er begrundet håb om, at alle de undertrykte borgere i Mellemøsten nu kan skrive med på den.

Tillykke til oprørerne i Libyen! Den foreløbigt sidste brik i demokratiets og frihedens dominoeffekt?

Tags: demokrati, Frihed, Gaddafis død, historie, krig mod terror, Libyen, Mellemøsten, ofre

Gemt i Kommentarer | Ingen kommentarer »

EFTERÅRETS DISKRETE CHARME

En skov i brand!

Synet af nedsunkne grene, der tynges af modne frugter, næsten be’r og tigger den forbipasserende om at blive plukket. Og dermed lettet for modenhedens byrde. Og i samme takt, man plukker enten blommerne eller frugterne af grenen, rejser den sig atter op i sin naturlige udstrækning, parat til atter at bære fornyet frugt til næste år. Til glæde og gavn for både mennesker og dyr.

Som for salmedigterne er der for os andre mere almindeligt dødelige også masser af muligheder for at udlede livsvisdom og klogskab af den måde, hvorpå naturen lader gode gaver fremstå for os. Årstidernes vekslen mellem lys og mørke, kulde og varme, blæst og regn, solskin og sne – alt sammen påvirker det os. Både når vi rent fakstisk skænker det en tanke som f.eks. her i høsten, eller når vi i det daglige blot lader det passere uden nærmere eftertanke.

Vi er som mennesker indlejret i en verden, som på forhånd omslutter os med tryghed og ro, orden og struktur. F.eks. er det ikke vores egen ydelse, at vi holdes nede på jorden og får et perspektiv. Det ordner tyngdekraften. Og den er det ikke tilrådeligt at trodse, med mindre man har taget sine forholdsregler.

Den luft, vi indånder, er fyldt med ilt, som bl.a. træerne også skjult lader fremstå for os. Således, at vi ved hvert simpelt åndedrag indånder lutter godhed og opbyggelighed til lunger, blod og celler, så livsfunktionerne opretholdes. Og det er jo ikke sådan, at vi skal mindes om at trække vejret. Det klarer kroppen og hjernen ganske automatisk af sig selv.

Det værste, der kan ske for et menneske, er, at man tager alt dette for givet. At man ikke rigtig regner det for noget, men blot indtager bevidstløshedens lidenskabsløse forhold til ens egne ubetænkte livsbetingelser.

Gudstroen gemmer nemlig bl.a. på den hemmelighed, at taknemmelighed skærper sanseapperatet og uddyber glæden over at være til. Uselvfølgelighedens omgang med en selv – med det liv, man lever – med den verden, som omgiver en – og de mennesker, som udgør en stor del af ens liv og mening – denne uselvfølgelighed udløser sammen med forundringen og taknemmeligheden hos den troende et sikkert bolværk mod al bitterhed, smålighed, nærighed og selvtilstrækkelighed.

I gudstroen åbner verden sig for alvor op, hvor intet af det, som hænder og sker af skønt og godt i naturen, blot forbliver på iagttagelsen kølige og uaffekterede afstand, men flytter helt ind i sjæl og krop, for derinde at (gen-)skabe overskud, årvågenhed, generøsitet, gavmildhed og taknemmelighed. Som vi synger det hos Jakob Knudsen: ’Takke ham, som gav mig, når sol står op, / selv at føle morgen i sjæl og krop’.

At være troende er at tillade sig at vegetere i takt med årstiden, med planternes adstadige vækst og afgrødernes langsomme modenhed.

Her mellem modenhed og død,

velsign os med den sidste glød

af jordens lyse sommer,

og bryd så sindets frøskal ned,

så alt i os er kærlighed

den nat, da kulden kommer.

(DDS nr. 731 v. 4)

Tags: Efterår, gudstro, Livets uselvfølgelighed, modenhed, taknemmelighed

Gemt i Kommentarer | 1 kommentar »

NY REGERING: MELLEM FORTID OG FREMTID

Nogenlunde samtidig med, at Dansk TV fejrer 60 år, og vi således skuer erindrende tilbage i historien, får vi en ny regering, som skal lægge kursen for Danmarks fremtid i de næste 4 år.

For beskueren er der en fare forbundet med at se begge veje.

Den bagudskuende kan hænge fast i nostalgi og uafklarede mellemværende med sig selv eller andre. Det kan give en tung bagage, som tynger én ned, så man ikke rigtig kan komme i gang med fremtiden.

Den fremadskuende kan derimod i dén grad tage bekymringerne på forskud eller være så forhippet på fremskridt, at det giver en lettere foroverbøjet gang, så man står i fare for at snuble og falde på næsen.

Men strengt taget er idealet for en hvilken som helst beskuer, at man med udgangspunkt i sin egen levetid balancerer mellem fortid og fremtid, så man – med et udtryk hentet fra Søren Kierkegaard – lever samtidig med sig selv.

For selv den mest progressive kan ikke ubesværet afvikle fortiden og den måde, hvorpå den stadig lever skjult i kultur og dannelse. Akkurat ligesom heller ikke den nostalgiske kan fryse fortiden fast, så fremtiden næsten får karakter af en trussel.

I forlængelse heraf ser jeg i den nye regering i hvert fald to farer:

For det første er den nye regering og navnlig dens ministre meget ung, hvilket ikke i sig selv er et problem, men derimod kan være forfriskende. Men den er desværre ung på dén måde, at den er uden erfaring. Ikke bare politisk erfaring, men erfaring fra et liv uden for politik.

Måden, man traditionelt rekrutterer ministre og folketingspolitikere på, er, at man først og fremmest tager dem, der har gået den direkte vej gennem de politiske organisationer med ringe eller slet ingen erfaring fra et liv uden for politik.

Det anser jeg for et alvorligt problem, fordi det så at sige giver dem en masse ’gode ideer’ i vold, som politikerne ikke selv har prøvet at forstå sig selv med i. Altså idealisme uden jordforbindelse. Og alvoren melder sig navnlig her i landet, hvor vi har stillet en hel velfærdsstat til rådighed for politikernes urimelige mængder af lutter ’gode ideer’. Det er os, der skal lægge ryg til og får politikernes ’kærlighed’ at føle.

For det andet er den nye regering besjælet af en indforstået forestilling, som har skamredet Danmark siden 60’er- og 70’erne: den er progressiv i den særligt historieløse forstand, at engagementet er blindt rettet mod ens egen tid og derfor glemmer, hvad der har gjort os til dem, vi er som kultur, nation og folk.

Historieløshed og værdiløshed følges ad og legitimerer sig ofte med idealistiske falbelader om at ville redde jordens klima, udligne forskelle, kvæle de såkaldt svage i lutter velmenende godhed og statslig ømhed, m.m.m.

Men – som en klog mand (Joakim Garff, forsker på Søren Kierkegaards Forskningscenter) fortalte for nylig i et foredrag, jeg var til – frit efter erindringen: ’Vores børn skal lære om kultur og historie, så de kan aflastes for den byrde, det er at tro, man selv skal opfinde det hele på ny.’

Det samme gælder naturligvis vores politikere, som vi i netop vores udgave af en velfærdsstat har givet enorm indflydelse på vores personlige liv og eksistens.

Og her er jeg bange for, at den nye regering kommer til at snuble op til flere gange.

For der er ulykkeligvis ingen grænser for, hvad politikere og politiske eksistenser kan finde på at martre hele menneskeheden med under højtidelige paroler om at ville hjælpe de svage, afskaffe fattigdom, redde klimaet og bevare efterlønnen …

Tags: erfaring, fortid og fremtid, historieløshed, idealisme, ny regering, politik, progressiv, velfærdsstat

Gemt i Kommentarer | Ingen kommentarer »

PRÆSTER ALLIERER SIG MED MAGTEN

Sammen med 71 % af de øvrige ansatte i den offentlige sektor har danske folkekirkepræster langt overvejende parkeret sig politisk i den røde blok. Det må præster selvfølgelig fuldkommen selv om. De har også ret til at have en politisk anskuelse og træffe et partipolitisk valg som alle andre.

Men derfor kan man godt rejse nogle berettigede spørgsmål til, hvorfor en så stor majoritet af præsterne alligevel vælger så énsidigt. Dels i lyset af, at både menigheden og navnlig kirkegængerne repræsenterer et langt bredere politisk spektrum. Dels i lyset af, at alle de partier, som de danske præster kaster deres politiske kærlighed på, slet og ret er nogenlunde ukritisk begejstrede for en kolossal velfærdsstat, der bare vokser og vokser.

Det betyder for danske præster, som man ellers skulle mene var i daglig nærkontakt med deres menighed, at de ikke forstår f.eks. de vælgere, som er bekymret for indvandrings- og flygtningepolitikken og de konsekvenser, den både har haft og stadig vil få for Danmark og danskerne. Præsternes politiske valg udviser ikke noget solidarisk forsøg på i det mindste at forstå, hvorfor en sådan bekymring kan være berettiget og sætte en forholdsvis homogen kultur under pres.

Dertil betyder danske præsters énsidige politiske orientering, at de som statstjeneste- og embedsmænd allierer sig ikke bare med systemet, men med magthaverne. Uanset hvilken regering der kommer til magten i Danmark, vil der altid være en magtfuld og dominerende offentlig sektor, som faktisk er så stor, at den kan ’stemme sig’ til fordele og mere magt gennem de fuldt ud demokratiske valg. Det er det, man kalder for et interessokrati.

Og de partier, som danske præster og øvrige offentlige ansatte langt overvejende er glade for, ønsker mere stat, mere formynderi, mindre civilsamfund, mere skat, flere regler, flere afgifter, mere adfærdsregulering – kort sagt: en hel masse gode og rigtige ting, som imidlertid både skal finansieres, forvaltes og implementeres af hhv. verdens højeste skattetryk og et kolossalt bureaukrati. Ikke af borgeren selv, af individet. Godheden skal upersonliggøres gennem et svimlende bureaukrati af regler og blanketter, som i praksis ikke kan operere med mange og meget forskellige mennesker og behov, men med en masse gode intentioner.

Dette er et endog særdeles stort problem for Den danske Folkekirke og dens præster og stiller ubehageligt skarpt på kirkens og præsternes forhold til staten. Én ting er, at præsternes lønninger betales af staten. Én anden ting er, at statens reguleringsmaskine griber langt ind i folkekirkens administration. Begge dele er i sig selv ikke uden problemer. Men når så tilmed præsterne langt overvejende støtter sig til politiske partier, som ønsker mere statsstyring, så kan disse partier kun gøre sig til talerør for en adskillelse af kirke og stat. Ellers bestyrkes man i sin mistanke om, at præsterne dels er i lommen på staten og dels at politikerne blander sig i kirkens indre anliggender. Hvilket de faktisk allerede gør!

Det for alvor problematiske er imidlertid, at folkekirken som ramme om en evangelisk menighed næstefter familie-, ægte- og venskabet nok er noget nær det tætteste, man kan komme civilsamfundet i praksis. For kendetegnende for et civilsamfund er nemlig som minimum, at man her ikke finder sammen, fordi hverken staten, markedet eller andre offentligt bevilgende myndighedspersoner eller –instanser har sagt, man skal. Men fordi man personligt er tiltalt af evangeliets forkyndelse af dine synders nådige forladelse og derfor lige så personlige påbud om at elske Gud og ens næste.

Hvis de meget politiske præster mener, dét er et offentligt forvaltningsanliggende, er folkekirken eo ipso ophørt med at være en evangelisk kirke. Og alternativet er ikke at blive liberalist, højreorienteret eller konservativ.

Alternativet er at sætte grænser for politik!

Tags: ansvar, bureaukrati, civilsamfund, Den danske Folkekirke, formynderi, interesser, magt, offentlig sektor, politik, præster, rød blok, tro, velfærdsstat, øvrighed

Gemt i Kommentarer | 7 kommentarer »

VALG OG MORALSK FORFÆNGELIGHED

Vi har været til valg!

Og med al det støv, der blev hvirvlet op i den anledning, kan man godt få det indtryk, at der med dette valg var tale om ikke mindre end et spørgsmål om liv og død.

Man kan derfor berettiget stille sig selv og andre spørgsmålet, om vores demokrati har antaget et sådant omfang, at det mere er i de demokratiske valg, vi henlægger menneskelivets eksistentielle spørgsmål og anliggender. End det er i det helt personlige liv med os selv og dem, vi for alvor deler liv og skæbne sammen med i hverdagen.

Hvis det er tilfældet, handler vores liv og eksistens om økonomi. Og forholdet mellem os reguleres af økonomi. Og livets lunefulde indfald af sygdom, krise, modgang og død bliver ikke et anliggende for mig, den verden og det lokalsamfund, som nu engang er mit, og som jeg kan overskue og handle meningsfuldt i.

Næ, mit liv føjes ind i et politisk reguleringsmaskineri, som fjerner såvel anliggende, ansvar, livserfaring, modenhed og tankevirksomhed fra mig selv som person og eksistens. For at deponere det hos et mægtigt politisk øvrighedsapparat, som af samme grund får anmassende moralsk og næsten religiøs karakter.

Men nu er det altså ’kun’ et demokratisk valg til en parlamentarisk forsamling, vi har været til. Det var ikke en gudstjeneste, hvori vi anråbte Gud og hvermand om hjælp og bistand til opretholdelsen af vores personlige eksistens. Det er at overdimensionere dette valg fremfor det personlige, eksistentielle valg, der påvirker og ofte tilmed bærer vores og andres eksistens.

”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”, formaner Jesus et sted. Og derfor bør vi også vide at skelne mellem de valg, vi træffer.

Naturligvis er det demokratiske valg et vigtigt, højtideligt og alvorligt valg. Men det er ikke et skæbne- eller eksistensvalg. Politik er ikke religions- eller gudserstatning. Politik er forsøget på konsensus om de anliggender, som er fælles for os alle sammen i det samfund og den nation, vi deler med hinanden. Og som derfor skal reguleres af det syn, vi har på de fælles anliggender.

Men de fælles samfundsanliggender skal ikke gøre sig til herre og formynder over min personlige eksistens og de valg, jeg træffer dér.

Med en politik og et demokrati, som ikke samvittighedsfuldt foretager denne skarpe skelnen mellem skæbne-, eksistens- og folketingsvalg, fordi begge dele møver sig faretruende og af og til ydermere kildrende ind på min personlige eksistens – med en sådan politik og et sådant demokrati vil der ofte være forbundet et mærkbart moralsk overmod og en pågående moralsk forfængelighed.

For man kan jo helt fejlagtigt gå hen og tro, at med den eksistentielle betydning, det politiske valg tillægges, dér gør man også et valg, som er mere moralsk og mere retfærdigt end andres. Det politiske valg bliver moralsk, hvorefter man bekvemt og selvretfærdigt kan sortere mellem gode og mindre gode mennesker. I politik! Ikke mindst markedsført under den helt omkostningsfrie og ofte intetsigende betegnelse: menneskesyn.

I det højrøstede politiske valg lufter man sit menneskesyn, så andre og én selv kan både se, høre og fornemme, hvor god man er over for andre mennesker.

Men her må en evangelisk kirke løfte en moralsk pegefinger. Ikke for at være moralistisk eller politisk. Men for netop at drive moralen ud af politikken og bringe de rette proportioner ind i talen om menneskesyn i politiske valg og anliggender. Og dermed også bringe meningsfuldheden tilbage i begreberne igen.

Det må en evangelisk kirke gøre for at frisætte den enkelte som én enkelt, selvansvarlig person, der med sine valg drager konsekvenser for den magt, han eller hun dagligt udøver over både sit eget og andres liv. Dette valg kan vælgeren ikke bekvemt deponere hos et politisk parti eller hos en vidtforgrenet øvrighed, der trænger sig formynderisk ind på den enkeltes personlige ansvar og forpligtelse. Uafhængigt af politisk valg og tilhørsforhold

”Moral er erstatningsmotiver til erstatningshandlinger”, som den danske filosof og eksistensteolog, K.E. Løgstrup (1905-81), engang skrev. Og tilføjede: ”Når det direkte liv glipper imellem os, går moralen ind og erstatter.”

Det direkte liv imellem os er underlagt hverdags- og menneskelivets eksistentielle spontanitet og er som sådan tæt forbundet med den enkeltes eksistentielle valg i ansvar for og henvisthed til familie, omgangskreds og lokalsamfund.

I dette direkte liv kan vi erhverve erfaringer og livsvisdom i en dynamisk vekselvirkning med levende mennesker til brug ved det politiske valg. Vel vidende, at vi med det politiske valg ikke øver nogen direkte indflydelse på medmenneskets liv og således heller ikke stiller en selv moralsk bedre i det direkte liv, jeg lever til hverdag.

I det direkte liv markedsfører man ikke menneskesyn i tide og utide eller propaganderer politiske hensigtserklæringer om alt det gode, man ønsker og vil. I det direkte liv er man i dén forstand hovedperson som ansvarshavende chefredaktør over for den ansvarsfølelse, langt de fleste af os føler for og med hinanden til hverdag. Og som ikke direkte har noget med politik at gøre, men faktisk kan blive tabt af syne sammen med det konkrete medmenneske, man har lige foran sig, hvis man forvandler eksistentielle valg til politiske valg.

Tags: demokrati, direkte liv, eksistens, formynderi, godhed, liv og død, moral, politik, religionserstatning, samvittighed, selvretfærdighed, skæbne, valg, velfærdsstat

Gemt i Kommentarer | Ingen kommentarer »

VELFÆRDSFEDME

Når vi borgere dagligt bliver overløbet af politikernes gode intentioner, uanset om de så udgår fra Christiansborg, kommunen eller regionen, så kommer jeg ofte til at tænke på, hvor taknemmeligt det er, at være politiker.

At være politiker i vores velfærdsstat er at være en sand meningsmaskine af lutter gode hensigter, uden egentlig at lade sig anfægte af virkelighedens påtrængenhed. Og det ydermere til trods for, at man ikke sjældent hører en politikere patentetere virkeligheden med et rituelt: ‘virkeligheden er jo …!’

Vil man være politiker, kan man ligefrem markedsføre sin karriere på godhed. Og jo mere henført og sentimentalt, man taler om ’kategorier’ som de svage, børn, syge, gamle, sindssyge, fremmede, osv., desto længere fjerner man sig sandsynligvis fra de selv samme mennesker, man taler om.

Politik i velfærdsstaten fungerer bedst, hvis den ikke har for stor berøring med de mennesker, den i sidste ende handler om. Det gælder navnlig de såkaldt ‘svage’.

Det kunne såmænd også godt se ud, som om denne politiske virkelighed falder ud til både politikerens og borgerens fordel. Og derfor også således, at alle de svage, syge, gamle, ensomme, m.fl. bliver klemt imellem os. Som lus mellem to negle.

Med gru kan man netop konstatere, at akkurat dette også er tilfældet ved den igangværende folketingsvalgkamp. I aviserne har meningsmålinger blandt danskerne allerede skrevet dosmersedlen til de stemningsorienterede politikere: velfærd og atter mere velfærd! Slet og ret.

En rigtig øretæveindbydende debattør talte på et tidspunkt ligefrem om velfærdsbulimi. Vi betaler som borgere i velfærdsstaten Danmark verdens højeste skat. Vi betaler den med glæde. Og vil gerne betale mere?!

Men hvor er den samvittighedsfulde politiker, der vover at sige det ligeud: ‘det skal I simpelthen ikke have lov til! Hverken at glæde jer over det, eller at betale mere i skat! Nu skal I til selv at tage fat; at være noget for hinanden, for det er slet ikke en politisk opgave.’

For når vi er så glade og så gerne vil betale mere, så hænger det bl.a. sammen med, at vi ikke selv gider være civilsamfund længere. Vi vil have mere stat, kommune, region, formynderi, pædagogik, politik, dagpleje, ældrepleje, sygehusvæsen, bistandshjælp, socialrådgiveri, folkepension, efterløn, professionel omsorg, støtte og terapi. m.m.m.

Så kan vi nemlig på vores side nøjes med at passe os selv, vores arbejde, karriere, hus, bil, køkken, sommerhus, charterferie, individualisme, m.m.m. Velfærdsstaten giver os fri til os selv, fordi den fjerner alle de mennesker fra vores umiddelbare omgivelser, som for alvor udfordrer vores aktive medmenneskelighed og omsorg.

Og det er flintrende ligegyldigt, om man er højre- eller venstreorienteret, blot man er leveringsdygtig i en masse politisk korrekt øregas om gamle, syge, solidaritet, fællesskab og social ansvarlighed.

Gad vide, om politikerne overhovedet aner, hvad de taler om?

Jeg finder det ualmindeligt anmassende!

Tags: civilsamfund, de svage, folketingsvalg, medmenneskelighed, politik, politisk korrekthed, velfærd

Gemt i Kommentarer | Ingen kommentarer »